Uddrag

58. kapitel

April 2006

Politiassistent Dick Hollænder havde forladt træningsområdet for aktionsstyrkerne i Tinglev, da alarmberedskabet blev forhøjet. Han skulle sammen med en kollega gøre tjeneste ved en grænseovergang ved Møllehusvej ikke så langt fra Tønder.

Han havde i flere år trænet øvelser, der blandt andet bestod i at løbe gennem et område med brændende bygninger iført gasmaske og røgdykkerudstyr. Dick var en af landets elitesoldater.

Politiet i Sønderjylland var aktiveret efter braget i København, da man mente, at den, der stod bag sprængningen af operabygningen, ville forsøge at slippe ud af landet.

Under sin uddannelse var Dick og de andre aspiranter blevet heglet igennem af en instruktør til basaltesten, der var foregået på et andet center, nemlig den militære forhindringsbane ved Hærens Officersskole.

Dick var blandt de godt fem procent af 200 aspiranter, der havde fået ansættelse i aktionsstyrkerne. Denne enhed stod for ham som det klareste udtryk for professionalisme. Folk gik ethundrede procent op i arbejdet. De skulle mestre at skabe sig overblik, være parate til selvstændigt initiativ, hvis præmisserne for en opgave ændrede sig undervejs. Gidsler kunne for eksempel dø, hvis man ikke overholdt den afsatte tid.

De var blevet testet inden den afgørende eksamen i discipliner som rebklatring, balance på bom, orienteringsløb og øvelser i styrketræning og lynsnar reaktion. De var også trænet i at gøre det stik modsatte af, hvad man umiddelbart var tilbøjelig til at gøre, når de kom ud for ekstremt pressede situationer. Det var ofte nødvendigt i det job.

Dick var iført skudsikker vest og indsatsdragt og bevæbnet med maskinpistol.

Han mindedes, hvordan instruktøren viste sin utilfredshed, hvis holdet ikke præsterede tilfredsstillende. Så ventede instruktøren simpelthen med at fortsætte sin tælling af armstræk og sit-ups, mens eleverne måtte vente liggende på ryggen med benene hævet over gulvet eller jorden.

Dick glædede sig over at være med til at løse de særlige opgaver, som kendetegnede aktionsstyrkerne. Han var klar over, at der ville komme opgaver, hvor betjentene var i kampuniform, med maskinpistoler og med skudsikre veste udenpå deres uniformer, når de jagtede terrorister.

Han gik frem og tilbage. Opgaven ved grænsen var simpelthen at undersøge og være på vagt og i givet fald foretage anholdelser.

Indimellem gik Dick hen til en kollega, og de snakkede om er- faringer med denne slags politiarbejde, mens de registrerede, hvad der foregik omkring dem.

Egentlig var de soldater, trænet til krig. Kollegaen fortalte om en begivenhed, han havde været ude for på Amager, hvor en mand i totalt omtåget tilstand smed indbo ud over sin terrasse ned på gaden. Det havde været nødvendigt at trænge ind i ejendomme svært bevæbnet og smadre døren ind til lejligheden. Indenfor havde den gale mand stået med en tingest hævet i hånden, en slags jernspyd, og rettede det mod politimanden, som lynhurtigt havde sænket sit våben og skudt ham i benene.

Da manden blev udskrevet fra hospitalet, var det lykkedes ham ved en fejl fra forsvarerens side at opspore, hvem politimanden var. Hævnfølelsen gav sig mange udslag. Det var endt med, at kollegaen og hans familie måtte flytte til en anden del af landet, ligesom de havde fået et andet navn. Det var vilkårene. Skifte identitet var et led i processen.

Det forhøjede beredskab havde givet sig synligt udslag dagen igennem ved diverse grænseposter. To politifolk på patrulje med skudsikre veste og maskinpistoler var et almindeligt syn. De gik frem og tilbage med jævne mellemrum, tilsyneladende afslappede, den kvindelige betjent blandt dem smilede og snakkede hyggeligt med sin kollega, men opmærksomheden var intens. Andre stod svært bevæbnede på udvalgte steder.

Timerne gik. Det mørknede. Dick stod på sin post under et halvtag, en interimistisk foreløbig indretning. Kollegaen var kommet hen til ham, da Dick fik øje på en person, som kom gående mod posten. Dick vidste, at terrorister ofte, enkeltvis eller flere, også i andre lande, havde truet og bortført grænsevagter eller låst dem inde, og han tog ingen chancer.

Dick trådte frem og råbte, at vedkommende skulle legitimere sig, det var politiet.

Personen gik roligt frem mod Dick.
”Pas!”
Dick registrerede i det elektriske lys, at hun stak hånden ind under den sorte læderjakke, hun var iført. Dick rakte hånden frem, da hun holdt et førerbevis op foran ham.

”Iben Wollesen!” Dick løftede hovedet og så på hende. ”Ja, goddaw do.”

Han bad hende vente og foretog en opringning. Der gik nogle minutter. Så kom han tilbage og meddelte, at hun havde været savnet ved en politiafhøring, og politiet i Nordsjælland gerne ville tale med hende. Han måtte bede hende følge med.

”Hvad er jeg mistænkt for?”
”Der var berammet en afhøring, men du mødte ikke op.” ”Hvem talte du med?”
”Der er udstedt en ordre om, at henvendelser vedrørende dig skal gå direkte til PET eller politimester Hamrin, og jeg talte med en Martin von Finck.”

”Min advokat og jeg har flere gange meddelt, at jeg ikke vil udtale mig, fordi jeg ikke har noget nyt at sige om Horsepower eller hvad politiet ellers vil snakke med mig om. Jeg kommer gående her fredeligt, fordi jeg skal til Tyskland. Jeg har et presserende familieb- esøg.” Iben begyndte at gå.

Vagten fulgte efter og sagde, at hun skulle standse, men hun stak pludselig i løb. Dick råbte igen, at der ville blive skudt. Hun vendte sig, og han opfattede i mørket en genstand i hendes højre hånd.

Lynhurtigt sænkede Dick maskinpistolen og affyrede et par skud mod hendes ben. Hun faldt om og blev liggende med genstanden i hånden.

Dick konstaterede, at den sårede var ramt i begge ben. Han søgte at standse blødningen. Han fandt en pistol på hende og så, at det, hun havde i hånden, var en læderpung, og ikke et skydevåben, som Dick havde opfattet i skyndingen.

Kollegaen foretog de nødvendige opkald.

Kollegaen kom helt hen til Dick og sagde, at han havde fulgt episoden og opfattede den sådan, at hun vendte sig mod Dick med et våben i hånden.

Det, den liggende havde i hånden, blev undersøgt. Det viste sig at være en aflang nøgle- og kortpung af brunt læder, forsynet med tre lynlåse, indeholdende Visa- og andre kort. Fra den havde hun fremdraget det førerbevis, hun fremviste ved posten.

”Jeg opfattede, at kvinden ville skyde på mig.”
”Du skød i nødværge, Dick,” sagde kollegaen.
Nogle tanker sejlede gennem Dicks hoved. Kunne han have undgået at skyde? Det lignede ham ikke at handle panisk. Hvorfor løb han ikke efter hende? Hun havde vel regnet med, at hun var hurtigere.

Han skulle til debriefing. Det var vigtigt efter den slags episoder for at undgå psykiske følger som PTSD, der kunne give varigt mén. ”Tag det roligt, Dick, selvom der bliver en sag ud af det her,” tilføjede kollegaen.

Politiet oplyste kort efter, at Iben Wollesen, der prøvede at flygte over den dansk-tyske grænse, var skudt i benene og indlagt på et hospital.